Siden til mine, mine artisters tanker og ord.
Det startede med en blog for mange år siden. Siden da kom sociale medier, foto-medier, substacks og hvad ved jeg. Jeg har efterhånden lukket min Facebook-side, min Twitter-side ned. Eller meget lille aktivitet og farvel til 15.000 følgere sammenlagt. Så nu bliver det her. Dig, mig og måske 50 andre læsere.
HORMUZ VARSLER ISVINTER I FODBOLD
Mit yndlingshold er Sheffield Wednesday. Det er historien. Den grimme by. Det smukke, men tragiske stadion Hillsborough, hvor de fleste danskere nok husker, at Davor Suker scorede et af historiens smukkeste mål med sit lob over Peter Schmeichel. Uglerne fra Sheffield ligger nu til nedrykning efter betalingsstandsning og et forsømt ejerskab af den thailandske dåsetunmæcen Dejphon Chansiri. Med sig ned i League One tager de måske også det tidligere mesterhold Leicester, der ikke har fundet rytmen siden deres thailandske ejer taxfee-kongen Vichai Srvaddhanaprabha døde tragisk i et helikopterstyrt. De to nedrykninger slutter kapitlet om asiatiske rigmænds indtog i fodbold.
Moderne fodbold lever ikke bare på rettigheder og de skyhøje priser på Viaplay. Det der får os til at trykke F5 flere gange om dagen for at tjekke om ens hold, mon har købt en ny spiller, skyldtes i lige så høj grad, at der pumpes frisk kapital og likviditet ind i økosystemet af amerikanske holdejere, der har lånt pengene i en kapitalfond og kun er i fodbold for investering for øje, eller holdejere der har bopæl på den arabiske halvø.
Den geopolitiske krise i Hormuz-strædet er også dårligt nyt for fodbold. Hvis Donald Trump og iranerne ikke finder en diplomatisk løsning, kan golfstater som Qatar, UAE og Saudi-Arabien tvinges til at tage en mere aktiv militær rolle i konflikten, der godt kan vare et pænt stykke tid, især hvis det kræver, at præstestyret skal fjernes helt. Amerikanerne har haft svært ved at levere antiluftskyts nok til sine allierede, så situationen er uholdbar på de lande, der huser dem.
En storkrig fjerner fokus og interesse. Det er her oplagt at have fokus på de tre store arabisk-ejere klubber Manchester City (UAE), Newcastle (Saudi-Arabien), Paris Saint-Germain (Qatar). Det mest lige til er Newcastle, hvor Premier Leagues regler har gjort det svært at få øjeblikkelig succes, og er lige nu strandet i middelmådighed. Den saudiske kronpris og edderkop Mohammed bin Salman har på tidspunkter været ret involveret i Newcastle. Men med en vedvarende konflikt og uden succes i horisonten, skal man ikke regne med større engagement fra ejerne. Men Saudierne har meget på spil med investering rundt omkring på kloden med turisme for øje. Formel 1-løbet i Jeddah er aflyst, men også TKOs (WWE, UFC, WME) flagskipsevent Wrestlemania, der skulle finde sted i Riyadh. Wrestling er ikke bare Donald Trumps yndlingssport, og han har selv deltaget og hostet det flere gange. Wrestlingens topfolk tilhører også hans inderkreds, og den tidligere ejer af WWE Vince McMahons kone, Linda, er i dag Trumps undervisningsminister. Så en aflysning eller flytning vil være et stort prestigetab for Trump. Et andet vigtigt selskab i portfolioen er en stor minoritetsejerandel af Live Nation.
Så er der Qatars rolle. Qatar er måske det sidste land, der trækker sig ud. Selvom man ikke skal glemme den ruin som Abdullah bin Nasser Al Thani efterlod nede på Malaga for over 10 år siden. Et andet eksempel på simpel qatarsk brutalitet var, da Kylian Mbappé annoncerede sin frie transfer til Real Madrid, så stoppede man simpelthen at udbetale løn til ham i de sidste måneder, fordi man var vred, skuffet, og mente man havde en mundtlig aftale om det modsatte. Den tvist er blevet løs i de franske domstole. Selvfølgelig til Mbappés fordel. Qatar har et lidt andet end game. De har valgt indflydelse som deres endemål. For det første har de allerede fået sportslige succes med Paris Saint-Germin, og Nasser Al-Khelaifis politiske indflydelse synes at være på sit højdepunkt lige nu. Al-Khelaifi var en af de få store, der blev ved Aleksander Ceferins side, da storklubberne brød ud og lavede European Super League, der nu endelig er lagt i graven, men Al-Khelaifi og Ceferin står tilbage som sejrherrer, mens f.eks. Agnelli-familien i Torino har mistet al politisk kapital og må bukke hovedet i mange år. Det er den slags goodwill som Qatar tager næring af, ligesom de pludselig kunne agere en slags Norge som fredsmægler mellem Israel og Hamas, samtidig med at man i mange år havde indbetalt girokortet fra sidstnævnte og samtidig styrer den vigtige TV-kanal Al-Jazeera. Så timingen er elendig for Qatar, men mon ikke de holder fast i deres investeringer. Men de kan godt komme til at køre Paris Saint-Germain på lavere blus så længe konflikten står på og indtægterne er små.
Drømmen om Dubben som en slags overnaturligt, hyperkapitalistisk paradis er forbi. I hvert fald kan man ikke helt garantere for ens sikkerhed, hjemrejse og den stabilitet som man har prøvet at sælge synes at være lige så skrøbelig og virkelighedsfjern som Europas indtil for nylige forhold til Rusland. Spørgsmålet er om de fortsat vil holde fast i det. Ligesom deres kulturelle kronjuvel Manchester City. Det ville være oplagt at køre videre business as usual, men vi nærmer os snart en afgørelse af den sag som Premier League har rejst på 115 brud på PSR, og i værste fald kan ikke bare mesterskaberne fratages, men Manchester City risikerer også en nedrykning, hvis pointstraffen er stor nok. Og her spekuleres der på minus 60 points. Samtidig ligner det også, at Pep Guardiola, sekundært også CEO Ferran Soriano, ligner en der maksimalt kun har et år tilbage. Så vil UAE æde prestigetabet og en sæson eller to i kedelige Championship? Ligesom Agnelli’erne gjorde. Den amerikanske kapitalfond Sliverlake ejer allerede 18% og har taget større bidder løbende. Det kunne godt ende med de blev majoritetsejere på et tidspunkt. Ender vi i det atomare scenario, så løber der en Henrik fra Holstebro rundt i Sheffield, der er god til at styre hold med minuspoints.
Udover olieprisernes himmelflugt, så kan en lang krise i Hormuz-strædet dermed også indvarsle en isvinter i moderne fodbold. Omvendt er det netop det øjeblik som mange fodboldfans har drømt om. Autoritære stater, russere, kinesere ud af ens fodboldhold. Tænk sig, hvis det skulle være Donald Trump i sin sædvanlige skrupelløse tankeløshed, der skulle levere det.